Lidt historik

Begrebet moshing kommer tilbage fra 1970’ernes punk-kultur i USA. Her blev det oprindeligt kaldt ”slamdancing” og det begyndte at blive populært i undergrundskulturen. Igennem årene har måden at moshe udviklet sig (se beskrivelsen af dem længere nede) Nu omfatter den både flere discipliner, og har sit helt eget regelsæt. Hvis man forstår regelsættet, kan de umiddelbart voldsomme lege godt foregå på ordentlig vis.

Ligesom mange artister har taget aktiviteterne til sig, og opfordret til det, har flere også frabedt sig det til deres koncerter. Det er typisk fordi der opstår særlige problematikker, når man deltager uden at reglerne er på plads. Med et uerfarent publikum, kan det ikke længere regulere sig selv. Desuden giver det absolut en dårlig oplevelse for de publikummer, som uforvarende ender i en moshpit.

De uskrevne regler

For dem som har brugt årtier på at forfine kulturen og deltage, ser man virkelig tale om en stærk kultur i ”pitten” - det er reelt et lille samfund med sociale kontrakter, som funderes i respekt og lighed. 

Hvis man falder, skal man selvfølgelig hjælpe hinanden op igen. Ofte ser man at aktiviteten i pitten nærmest stopper indtil alle er oppe og stå igen.

Når man så springer rundt derinde i pitten, er grundreglen det er okay at skubbe til hinanden med skuldre, men ikke albuer. Ligesom man kan bruge sine hofter, frem for at sparke - og naturligvis er det heller ikke okay at bruge knytnæver. 

Metal-magasinet Devilution har også skrevet en glimrende guide til opførsel i pitten. Den er et kig værd.

Erfaringen er faktisk, at man ser pitten regulere sig selv i mange tilfælde. Fordi reglerne er en del af kulturen, er det også noget fællesskabet bakker op om. Det betyder at den, som går imod fællesskabet kan blive udstødt af flokken. 

Hvor ser man dynamisk publikumsaktivitet?

Moshing og de relaterede begreber ses ofte i metal-musikken og alle de subkulturer der relateres dertil.

Men det ses også i andre genrer - fx i til hiphop-koncerter og elektronisk musik. Mange vil argumentere for at det ikke hører til der, men publikum der besøger disse koncerter, har altså taget det med sig.

De seneste år ses det til stort set alle slags høj-energi koncerter, og der sker ofte skader og opstår dårlig stemning iblandt publikum.

Der hvor det bliver særligt problematisk, er at de føromtalte uskrevne regler og kulturen hvor man passer på hinanden, ikke følger med. Det betyder nemlig at en moshpit hurtigt kan udvikle sig til en reel slåskamp, fordi folk simpelthen bliver uvenner med hinanden. Det kommer fordi deltagerne er ”uerfarne” i den kultur.

Her skal man som arrangør være rigtig opmærksom.

Nogle sætter ind og stopper det, andre forsøger at få artisten til at agere imod det. Begge dele er rigtig svært, og kommer ganske meget an på hvordan ens håndtering og samarbejde med publikum ellers er. Noget der kan virke et sted, virker rigtig ringe et andet sted - måske fordi man ikke har etableret et godt samarbejde med publikum, som så derfor ikke ønsker at lytte til anvisninger.

Hvorfor overhovedet moshe?

Det er måske det presserende spørgsmål for mange - og det kan da også være svært at forklare hvorfor det er fantastisk at deltage i en slags voldsom dans midt i en koncert. Der er en helt særlig følelse af fællesskab derinde - når man er til stede til en koncert, hvor man i forvejen har dannet et stærkt bånd til den gruppe man synger fællessang med, jubler med og deler øjeblikke med. 

Risikovurdering er nødvendig!

Det bør altid nøje overvejes om det er en god idé at stoppe en moshpit eller ej. For rigtig mange bands - særligt i metalgenren, er moshing og lignende en fuldstændig naturlig del af koncertoplevelsen for dem, der køber billetter. Det kan derfor skabe frustrationer og vrede hvis man forsøger at begrænse den adfærd.

Reelt bør arrangøren altid have overvejelsen om bandets adfærd samt publikums adfærd i overvejelserne ved booking. Det bør simpelthen være en del af risikovurderingen, at overveje om den adfærd kan håndteres af det pågældende spillested eller festival. 

Det er vigtigt at kunne lave sondringen mellem moshing som kulturbærende aktivitet eller problemskabende aktivitet. Beslutningen kræver erfaring og tilstedeværelse i området - man skal så og sige kunne "smage på stemningen."

Design og håndtering

Når der forventes høj intensitet i publikums aktiviteter, er det vigtigt at designet foran scenen ikke bliver for trangt. Massen skal kunne ekspandere og bevæge sig - og hvis de falder - altså ved et såkaldt crowd collapse - skal de kunne komme op igen. Det kan de kun, hvis der ikke er alt for høj densitet i området.

Sikkerhedspersonalet bør være trænet i arbejdet ved scenen - og de skal forstå at holde ro i den ophedede situation. Der bør også indtænkes et førstehjælpssetup i umiddelbart nærhed, så man kan tage sig af de mennesker, der alligevel kommer til skade. 

Og så skal man have en plan for hvornår man trækker stikket fordi situationen løber ud af kontrol. Det kaldes en "show stop-procedure".

Næste gang du ser moshing, circle pits eller lignende, så tag lige et nærmere kig på hvad der egentlig foregår. Se om det regulerer sig selv og skaber et rum med plads til alle, også selv om det ser vildt ud. Overvej om stemningen er glad eller frustreret - og se om de hjælper hinanden i pitten.

af Sofie Dahl, Event Safety, oktober 2021