Crowd Safety
Bliv frivillig Crowd Safety til koncerter og events
Vi arbejder med de største arrangører, som stiller krav om professionelle samarbejdspartnere, der kan bidrage til den gode kundeoplevelse både før, under og efter.
Derfor går vi ikke på kompromis, når vi rekrutterer og uddanner vores Crowd Safety-personale. Som ansøger er det en forudsætning, at du som minimum har gennemgået ES-aspirantuddannelsen. Vi søger mennesker med hjertet på rette sted, der kan holde hovedet koldt. Mennesker der kan skabe tryghed og god atmosfære blandt ethvert publikum. Hos Event Safety er tålmodighed og evnen til at lytte meget mere værd end store overarme.
Uddannelsen er gyldig i 2 år og repeteres hvert 2. år.
Uddannelsen hedder også "Event Vagt". Dog er det på ingen måde en vagtuddannelse - men en uddannelse der (særligt fokuseret på events) fokuserer på at give dig kompetencer til at afvikle shows, forstå lovgivningen, arbejde i pressede situationer og skabe tryghed og god stemning omkring dig.
Uddannelsen er forankret hos Dansk Live, der er en brancheorganisation af danske musiksteder og festivaler. Event Safety er godkendt til at uddanne i henhold til denne brancheuddannelse.
Formål med Crowd Safety uddannelsen:
Crowd Safety uddannelsen har til formål at understøtte afviklingen af trygge begivenheder i Danmark og skal styrke deltagernes personlige og faglige kompetencer.
Deltagerne skal tilegne sig teoretisk viden og praktiske færdigheder til brug ved løsningen af service-, sikkerheds-, konfliktrelaterede og -forebyggende opgaver i forbindelse med spillesteder, festivaler, koncerter og events.
Undervisningen er dialogbaseret, varieret og praktisk betonet med eksempelvis scenarietræning.